Det var saa min banankarriere

Det er sjovt at man har tendens til at knytte sig til mennesker helt automatisk. Isaer hvis man er "alene i verden". Jeg maa indroemme, at jeg troede at jeg havde overstaaet den her foelelse af at skulle sige farvel, da jeg var hjemme i Danmark og saa en masse af jer for "sidste gang" inden jeg skulle rejse. Men efter jeg er kommet herned og har arbejdet med nogen fantastiske unge mennesker i snart 3-4 maaneder nu, kan jeg se at jeg paa rekordtid har skabt et meget naert venskab med nogen af dem. Og det var faktisk meget svaerere at sige farvel til dem, end jeg lige umiddelbart havde regnet med - maaske ogsaa fordi jeg ikke ved om jeg nogensinde kommer til at se dem igen.

Nu var det ogsaa saa "uheldigt" at 5 af mine allerbedste venner valgte at rejse fra farmen paa samme tid, og efterlod mig helt Palle alene. De havde sidste dag forrige torsdag, saa jeg havde valgt at komme til Lakeland, hvor de allesammen bor (samme by som farmen er i), og tilbringe en sidste weekend med dem. Det var rigtig sjovt og spaendende at vaere en lille smule backpacker igen. Selvom det kun var i 3 dage, havde jeg alligevel alle mine pakkenelliker (hvad i alverden er en pakkenellike??). Det var rigtig rart at vaere lidt ude af komfortzonen, og moede en masse nye mennesker. Det gav mig lidt blod paa tanden til naar jeg skal ud og se det hele selv om et par uger.

Her er lidt billeder fra weekenden: http://picasaweb.google.com/kasper.folnaes

Saa efter de er rejst kan jeg godt maerke at det ikke laengere er det samme at baere bananer laengere. Saa jeg har valgt at lytter til den lille stemme indeni mig selv, der siger at nu er det vist paa tide at komme videre. Det nye bananhold er en sjov blanding af nationaliteter og personligheder, men jeg kan godt maerke at jeg ikke passer ind. De skal nok faa deres egne oplevelser og foele at deres team er et super team, men det vil aldrig vaere det samme for mig. Desuden kan jeg maerke at jeg har ramt toppen af min karriere, og er saa smaat begyndt at have en lidt arrogant/ligeglad attitude naar jeg arbejder. Jeg er simpelthen for god til mit job til at det er spaendende laengere. :D Haha..
Ej, det er ikke engang pis. Nogen af jer kan nok huske at jeg foer har snakket om hvor fascineret jeg altid har vaeret af koordination af bevaegelser, hastighed, kraft og retning. Jeg har f.eks. altid haft lidt naturlig flaere for billiard, golf, tennis og den slags aktiviteter hvor en form for fornemmelse er altafgoerende for de resultater du faar. Det er noejagtig det samme med det her job. Det er svaert at forklare hvorfor, men naar jeg faar den junglekniv i haanden er jeg bare en slags kriger, der ved praecis hvad jeg skal goere. Find the tree - cut it - hump the bananas - bring it down - next tree. 350 trees a day. Nu kan det ikke goeres meget bedre for mit vedkommende, og jeg er som sagt begyndt at blive lidt ligeglad. Saa inden jeg kommer til at cutte en haand af en stakkels brasilianer vil jeg traekke mig tilbage og nyde de enorme summer jeg har skrabet mig sammen, ved at rejse lidt rundt.

Turen starter mandag d. 1 oktober, hvor jeg tager til Cairns, og det er egentlig saa langt jeg er kommet med min planlaegning. Jeg tror simpelthen bare at jeg vil tage det hele en dag af gangen. Der er rigeligt af oplevelser at tage af, men jeg vil heller ikke forjage mig. Det er jo ferie, der er ingen grund til at stresse over en masse. Det vigtigste er jo at jeg har det godt og nyder den tid jeg tilbringer hernede, og det er der vist ikke nogen fare for at jeg ikke goer.

Jeg vil runde af, det er vist et lidt oversize indlaeg det her. Tak for de mange dejlige mails og kommentarer - jeg nyder dem rigtig meget.

- Kasper